600
BLICHER
ben). „Du stolte Eeg [1844: Du stolte Skovdrot]! ak krumpen bli’er [omsider] — Din Hud. Storm efter Storm Din Krone [slider] — Og øxen, som har ligget ved Din Fod — Engang Dig [1844: Dig snarligt] levner blot en Rod. — Hvad levnes mig da, naar jeg maa befale — Mig Gud i Vold? Her blot Cometens Hale.“ (Eg.) „See, Hedens Blomstertid er snart forbi — og saa er Lærkens. Paa sin Vandresti [1844: sin mørke Sti] — Vil Jægren over Ørkens Taushed sørge, — Og: hvor er Sangeren? vemodigt spørge. — Da [1844: Hm,] lian har sunget sig tildøde. Men — Der efter ham vil komme fleer [r. t.: ny] igjen. — Og Ingen vel [1844: Saa mange ej] den Gamle savner — som Graven favner.“ (Lyng.)
Livets og Lykkens Forgængelighed, det er Grundtonen hos Blicher. Og særlig er det de stores Lod at falde. „Ubekymret ved Storm og ved Regn, — Du est alene Dit eget Hegn. — Forkrympede Stakkel! forvoxede Dverg!“ siger Digteren til Vidjen. Men den svarer: „Hvi haaner Du mig? Hvis du tør, da sværg: — At Kæmpebøgen for Stormen er sikker, — Der uden at vælte, blot lidt i mig vrikker. — Fortæl mig, hvormeget Din Kæmpegran — Er større end jeg, naar fra Skyernes Rand — Et Lyn den spalter fra Top til Taa — Vi andre Smaadværge see roligt derpaa.“ Men netop det harmer Digteren. „Saa er just Dværgelivet, Du Pusling!“ ubryder han. „Naar Kæmpen styrter, saa staaer en Usling — Men heller falde som Bøg og Gran, — End nedrig at krybe som Vidjen i Vand — Langt bedre at segne med Storme i Kamp, end sygne i Mosernes giftige Damp [r. t.: end døsigen sygne — end sygne og døse — end døsig hensygne i Mosernes Damp].“ (Vidje.)