BLICHER
601
Med et satirisk Smil ser Digteren paa Snylteplanten, der rives med i Faldet af det store Træ: „Der har vi Vedbend. Op, ved Bistand, stræber, — Som en Client den ved Patronen klæber — Ved ham den hænger, og med ham den falder — Den sagtelig, men han med stort Rabalder — Saa det den lille Mand maaskee kan more: — Han synker saa [1844: ned] i Selskab med de [1844: den] Store.“ (Rankevækster.) Samtidig priser han den sunde Selvfølelse: „Saavidt er jeg altid kommen/' siger han til Enebærret, — „Jeg paa egne Ben kan gaae [1844: staae]; — Var end somtid slunken Vommen, — Ingen mig suurmule saae.“ — ,.Aah! jeg mangengang har seet Dig, — Rigtig i et snavst Humør,“ svarer Enebærret, „— Om ei ravgal Du har teet Dig, — Mon Du derfor roses bør?11 — „Roses?“ gentager Digteren, „heller dadiet blive! — Dertil er jeg bedre vant.“
Bestandig munder hans Filosofi ud i hans personlige Følelser og Tilstande. „Jeg troer, Du skyder — Saa mange Kviste, Din Kraft de bryder,“ siger han til Hylden. „Ja — den Smaafugl, der har mange Børn — Er svagere end [1844: er svag imod] den eenbarnede ørn“ — Blicher var selv en fattig Mand med 10 Børn. „Een faar en Kurv, et Hjerte Enanden — (Tidt kunde de bytte ret godt med hinanden) — Paa somme Hjerter kan man ikke lide — Hvad boer i dem kan man ei forud vide" (Pil) — Blicher var selv en skuffet Ægtemand med en Hustru, han ikke kunde lide paa: „Man binder Mennesker, binder Træer — Hvad Baand mon størst Glæde os yder?“ (Abild.) Paa personlige Erfaringer hviler sikkert ogsaa en paa et af de sidste Blade henkastet „Definition paa Gjæld“: „Gjæld er et Mindre end Intet, men som alligevel kan føles.“ „Ak