602 BLICHER
ja [1844: Ak Eeg]!“ siger han sukkende til Egen som Resultatet af det hele, „vi begge have været unge; — I Alderdommen biir [1844: bli’e] vi søvnigttunge.“ Og han kaster et kritisk Blik paa sig selv: Eet Slags Torne, „som gie Saar, dog ej udvendigt — Indenfor de suppu-rere stændigt — Disse har Du selv Dig skabt — Hvad de rive, er for stedse tabt.“ (Torn.) Bedst føler han sig hjemme, „Hvor Blæsten hviner frit, som Tordnen skralder — Paa brune Slette, hvor min Bane falder [1844 begge Linjer udeladte] — saa gjennem Lyng, saa over Lyng — Hvor tidt det i mig hvidsker: Syng!“ (Lyng.)
I det væsentlige er Teksten den samme i Udgaven (1844) som i Udkastene, dog, som det ses, med enkelte mer eller mindre betegnende Forskelligheder. Hylden har saaledes i Udk. hundrede Parasoller saa hvide“, i Udg. er de „nydelig hvide“, men uden Tal, og har den i Udkastet „en knortet Green“, saa er denne i Udgaven bleven en „forvoxen Green“. Naar Hylden uddriver Sveden af syge Lemmer“, medens „Hessel-voller og Stigeremmer — Gjør slige Kurer paa friske ined,-‘ saa er Forskellen: i Udk., at „En Doctor hist ordinerer, — Og her Officerer“; i Udg. med større Lidenskab, at Hyldens „Sved er kun Vand mod den anden saa rød, — Hvor Hesselkvisten og Remmen har kløed“. Hyben kan man baade i Udg. og i Udk. sylte, men kun i Udk. „dermed vise: man har ej omsonst — Studeret den vigtige Huusholdningskonst“. Hensigten med Kurvepilen „viser sig— i Udk. — meer end det Halve af Livet“, i Udg. dog kun „næsten det Halve af Livet“. Immergrønt bringer i Udk. Blicher til at tænke „saa min Tro! — Paa Ninon de l’Enclos“: „Til Vinter den slet intet kjender“; i Udg. er denne Ide-