50
ROUSSEAU
med den. Litteraturen bliver som den fotografiske Plade, der modtager baade et negativt og et positivt Billede — det kommer an paa fra hvad Side man ser den.
Men saa er der dernæst i den betydelige Forfatter noget selvstændigt og oprindeligt, som bliver hans Bidrag til Samtidens Udvikling. Hans Værk maa forstaas lige saa meget gennem hans Personlighed som gennem hans Tidsalder.
Rousseau var en Mand med en létvakt Følelse, hans Nerver saa fine og modtagelige for Indtryk som Strengene paa en Æolsharpe. Denne nervøse Bevægelighed er et af Hovedtrækkene i hans Natur. Den knytter ham hurtigt til Mennesker, men faar ogsaa hurtigt Forholdet til at briste, forvandler Venskab til Fjendskab og lader ham i uskyldigt mente Ord eller Handlinger se forsætlige Angreb eller lumske Hentydninger. Hans Sjæl er i en stadig Bølgegang: snart af voldsomt strømmende Bevægelser, snart af vuggende Stemninger. Aldrig ligevægtig og mandig, altid gaaende over sine Brædder, urolig og ubehersket — saadan er hans Følelse. Hans Drifter er stærke i Øjeblikket og river ham med sig, tit til Handlinger, hans Erindring senere angrende ruger over. Hans Beslutninger er det øjeblikkelige Indfald voldgivne. Disse hans Egenskaber støder ham ud af Menneskenes Samfund. Den stille Drømmetilstand i Naturens Ensomhed, hvor Fantasien uhindret kan løfte sig og flyve, er hans Livsideal, hans Skrifter gennemvævede af veltalende Naturskildringer.
Hans omflakkende Ungdomsliv havde hindret ham i at gro fast i nogen enkelt Samfundstilstands Fordomme. Han kunde med en udenforstaaendes Uhildethed dømme om det Liv, der mødte ham, da han som ung Mand kom til Paris. Og dog ikke helt uhildet, dertil var hans