ROUSSEAU
51
Nerveliv for sygeligt udviklet. Han maatte ved et Instinkt føle sig frastødt af det Liv, han saa for sig i Verdensbyen. Hans Forfattervirksomhed blev en Indsigelse mod den Unatur, Civilisationen var endt i.
„At leve er ikke at trække Vejret, men at handle, at gøre Brug af vore Organer, af vore Sanser, af vore Evner, af alle de Dele af os selv, som giver os Følelsen af vor Tilværelse. Det Menneske, der har levet mest, er ikke det, der har talt de fleste Aar, men det, der mest har følt Livet,“ — „følt Livet“, det er Rousseau, der taler i Fornemmelsen af sin Naturs Fylde. Jo større Indhold og Rigdom, jo stærkere Udviklingsuro og Gæring, jo mere levende Vækst og Udfoldelse de personlige Evner faar, des større Nydelse er det at leve. Følelsen af Frugtbarhed og Grøde i Sjælen er Livets Lykke, Tomhed, død Ro er Lykkens Modsætning. „Enhver af os udstrækker sig, saa at sige, over den hele Jord og bliver modtagelig paa hele denne store Overflade,“ siger han.
Men denne vidtdrevne Modtagelighed bliver til Pine i en Tidsalder som hans. Og saa jager hans Nervøsitet ham ind i sig selv: „Drag dig tilbage i dig selv, saa vil du ikke længer være ulykkelig.“ Nydelsen af Livet har vendt sig til Lidelse, Glæden over de mange Indtryk til Pine; det trøstende Haab er det, at man ikke skal leve bestandig. Men det er ikke Rousseaus Grundopfattelse, at Livet er Lidelse; det er kun Tidernes Ugunst, der har medført det. „Alt er jo godt, som det udgaar af Skaberens Haand.“
Derfor skal Menneskelivet vende tilbage til sit Udspring. „Uvidenhed har aldrig gjort Fortræd, kun Vildfarelse er skæbnesvanger.“ „Forudseenhed er Kilden til alle vore Ulykker.“ „Misforholdet mellem vore ønsker
4*