52
ROUSSEAU
og vore Evner, det er deri, Ulykken stikker.“ „Kun i den oprindelige Tilstand er der Ligevægt mellem Magt og Ønske.“ Og det er i denne Ligevægt, Lykken be-staar. Den vilde lever sorgløst i øjeblikket, underordner sig sorgløst under Nødvendigheden. Denne oprindelige Menneskenatur er det, vi skal vende tilbage til. Vi har engang haft den i os, men „lige fra Fødslen af paavirkes vi af de Genstande, der omgiver os. Saa snart som vi saa at sige bliver os selv vore Sansninger bevidst, er vi tilbøjelige til at søge eller fly de Genstande, som frembringer dem, først efter som de er behagelige eller ubehagelige, dernæst efter den Overensstemmelse eller Uoverensstemmelse, vi finder mellem os og Genstandene, endelig efter de Domme, vi uddrager deraf, og den Forestilling om Lykke eller Fuldkommenhed, Fornuften giver os. Disse Anlæg udstrækkes og befæstes efterhaanden som vi bliver mere modtagelige og oplyste, men tvungne af vore Vaner forandres de mere eller mindre af vore Meninger. Før denne Forandring er de det, jeg kalder Naturen i os.“
Altsaa: den oprindelige Menneskenatur paavirkes paa rette Maade gennem det Behag eller Ubehag, den føler, gennem sin Overensstemmelse eller Uoverensstemmelse med Genstandene. Menneskenaturens Overensstemmelse med Tingene, d. v. s. Mennesket som Led i Tingenes Kæde. Men hvorledes kommer saa den medfødte Menneskenatur ud af sin oprindelige Gang? Ved vore Vaner og Meninger, siger Rousseau. Men ogsaa de maa jo have deres Spire i Menneskenaturen. Selv det simpleste Naturliv blandt Mennesker kræver visse Vaner og Meninger, d. v. s. en vis Kultur. Hvad der her er nødvendigt og berettiget, skulde det nu i sine højere Former blive selvmodsigende og formaalsstridende ?