F. PALUD AN-MÜLLER
627
Sit første større Arbejde udgav han 1832. Det var Skuespillet „Kærlighed ved Hoffet“, hvori romantisk drømmende Kærlighedssceners Vers veksler med letbenede Prosasceners Fyrværkeri af Ordspil og Aandrigheder. Italienske Maskekomedier og shakespearske Lystspil synes at have været hans Forbilleder, men gennem det spillende og sprudlende i Stilen mærker man ham selv, saaledes som et Billede fra hans Ungdom viser ham: „en Apollons og Lykkens Yndling, smuk, elskværdig, skalkagtig, farlig for kvindelige Hjerter“. „Jeg tænker mig ham som ung Mand stærkt feteret i Selskabslivet, den deciderede Løve paa fynske Herregaarde,“ siger G. Brandes („Danske Digtere", S. 247); „det er blevet mig sagt, at han besad en saadan Improviserefærdighed og et saadant Humør, at han undertiden i en selskabelig Kreds opfandt hele smaa Skuespil og spillede dem selv ganske alene, løbende fra den ene Side af Scenen til den anden for at besvare sine egne Replikker.“ Sit hele Liv igennem bevarede han Tilbøjeligheden til at forskanse sine Følelser bag Ordspil og Vittigheder.
Aai-et efter „Kærlighed ved Hoffet“ udgav han „Danserinden“, et Digt i 3 Sange. Det er i sin Form stærkt paavirket af den engelske Digter Byron, hvis Indflydelse paa ham man ogsaa mærker i en Række rimede Fortællinger. Som „de tre Heroer“ i Digtningens Verden nævnes i selve Digtet Shakespear, Byron og Goethe. Mange Aar efter siger Paludan-Müller som gammel Mand i et Brev: „Da jeg skrev „Danserinden“, havde jeg kun læst et Par Sange af Byrons „Don Juan“ og meget faa af hans andre Værker; dog sværmede jeg dengang som saa mange andre for den engelske Digter, hvad jo ogsaa hans Geni og skønne Død gør forstaaeligt, saa det ikke er usandsynligt, at der kan
40*