628
F. PALUDAN-MÜLLER
være kommet adskillige byronske Toner ind i det danske Digt.“ I behændige ottelinjede, rimede Vers giver han flygtig tegnede Billeder af Selskabslivet i den fornemme Verden, tiltrukken af dets Lethed, ironisk smilende ad dets Tomhed. Og som en fin og tynd Traad binder Fortællingen om Danserinden Diones og Grev Charles’ hurtig blomstrende og hurtig knækkede Kærlighed alle de skiftende Stemninger og Betragtninger sammen, der i et ungdommeligt Spil med Ord og en Leg med Tanker skyde frem i den fireogtyveaarige Digters Sind under Skildringen af Kærlighedslykkens Stigen og Dalen. Saa ung ban er, synes han allerede at have lidt alvorlige Skuffelser, der samler sig i Forestillingen om Livets og Lykkens Forgængelighed. Summen af al Leven er efter hans Erfaring — som det halv bittert, halv spøgende lyder —, at „kaput er hver en Krans, Bedrifter flette, kaput er Polen med sin Helteflok, kaput, er som den slette den honnette, kaput er ogsaa du, som læser dette, ved Sorgen, Døden, Doktor eller Kok; kaput er alt, og det er mer end nok: alt, alt, hvad Tidens store Vinge værner, hvad Dagen bringer og hvad Natten fjerner“; fæst derfor i Livets Strøm ikke dit Hjerte til Bølgens Skum og Boblens Glimmer, men lad „alt drive dig tilbage i dig selv“!
Allerede gennem disse hans Ungdomsværker mærker man den Opfattelse, han. en Menneskealder senere udtaler i et Brev med følgende Ord: „Jeg kan ikke dele Deres Angest for de Skribenter, der holde Formen - hvormed ikke menes formelt Legeværk - saa højt i Ære. I vor ufuldkomne Verden er det, efter mit Skøn, altid en Anbefaling at stræbe efter Fuldkommenhed i noget — og her i noget, der har saa afgørende og