F. PALUDAN-MÜLLER
629
væsentlig Betydning, ogsaa med Hensyn til Indholdet. Det gaar virkelig i Kunsten som i Livet, hvor begyndende Aandssløvhed gerne giver sig til Kende i en sjusket Paaklædning.“ Særlig „Danserinden“ gjorde overordentlig Lykke; „den var i alles Munde,“ fortæller J. L. Heiberg, „den oplevede i kort Tid flere Oplag, unge Digtere dannede sig efter den, alle vare enige om, at dette Digt var det skønneste, som endnu var skrevet paa Dansk, og at Paludan-Müller var den største danske Digter, som havde eksisteret“. Heiberg havde faa Aar i Forvejen fremsat sin Lære om Formens Betydning for et Digterværk, og Paludan-Müller har senere fortalt, hvorledes han i sin Ungdom var saa indtaget i hans Person og Underholdning, at Heiberg nu og da sent paa Natten maatte sige til ham for at faa ham bort: „Ja hør, Paludan-Müller, gaar De ikke nu, saa lader jeg rede til Dem paa Gulvet her.“
II
I 1834 begyndte Paludan-Müller med „Amor og Psyke“ Rækken af sine mytologiske Digte. 17 Aar i Forvejen havde Heiberg i „Psykes Indvielse“ behandlet en Del af samme Myte; men Paludan-Müller kendte ikke og vilde ikke kende Heibergs Skuespil, før hans eget var skrevet. Emnet er hentet fra en Fortælling1 hos Apuleius. en romersk Forfatter fra det 2. Aarhun-drede; men medens denne helt igennem tager meget haandgribeligt paa Guderne, giver Paludan-Müller i
1 Se: Apuleius’s Amor og Psyche, oversat og indledet af Dr. Frederik Nutzhorn. 1867.