630
F. PALUDAN-MÜLLER
drømmende strømmende, bævende svævende Vers et fint henaandet Billede af Amors og Psykes Kærlighed som et Sindbillede paa Sjælens (Psykes) Lutrelse gennem Kærlighedens Lidelse og Lykke. Knælende tager Kongedatteren Afsked med Jorden for at følge Guden paa hans Flugt gennem Stjernehimlen op til Gudernes evige Boliger. Men om det jordiske Liv, hun forlader, hedder det i „Sorgens“ haabløse Sang: „Om den dødeliges Vugge, Moderlejet redt saa nær, sværmer alt med stille Sukke Sorgernes den mørke Hær. Lette Taarer Øjet dugge, for det første Smil at dræbe; Skriget aab-ner Barnets Læbe med det første Morgenskær. Og naar Barnets Tid er runden, Ungdoms korte Stund forbi, falmet Kransen, som var vunden, svundet Elskov Trylleri, ak, naar Drømmep er forsvunden, som just Livet skulde smykke, gemmer selv den døde Lykke Dødens Sorger indeni.“ Kritikeren C. Molbech skriver om „Amor og Psyke“ som Kunstværk: „Formen, med den skønne Marmorblødhed, bliver dog aldrig voksblød“; men for den mere fuldblodige Oehlenschlåger er der ikke Virkelighed og levende Farver nok i „Amor og Psyke“, „det Snavs“. „Bjærgene i dette Digt ere af Chokoladekager, Sneen er pisket Flødeskum, Blomsterne malet Sukkerknas,“ skriver han vred til Hauch. Til Gengæld fandt Paludan-Müller, at der ikke var Tanker nok hos OehlenSchläger.
Han bliver juridisk Kandidat, uden dog nogen Sinde at faa nogen borgerlig Virksomhed, og i 1838 gift med den 9 Aar ældre Charite Borch, af hvis religiøse Tanke-sysler der er Mærker i hendes Mands Arbejder. To Aar er han saa paa Rejse i Tyskland, Nederlandene, Frankrig, Schweiz og Italien. Efteraaret 1840 kommer han hjem og vender i „Venus“ tilbage til Skildringen