F. PALUDAN-MÜLLER
631
af Kærligheden gennem et mytologisk Sindbillede. Den jordiske Venus (V. Anadyomene) staar i Stykket over for den himmelske (V. Urania); den første er Kærligheden som en jordisk Drift, hun er lunefuld, letsindig, forfængelig, vellystig og grusom; den anden er Kærligheden som en Evighedsmagt, mild og alvorlig. Med ,, Stjernekron en om sin Pande, Himmelrosen i sin Haand“ fører hun den unge Hyrdekonge Endymion gennem Natten og Døden til hans elskede, og efter ham lyder det i Hyrdernes Sang, at her paa Jorden „Menneskets Liv, selv i Ungdommens Pragt, er et bølgende Siv og et Spejl kun for Stormenes Magt“.
I „Dryadens Bryllup“ klinger de samme Toner om Livets Forgængelighed. Dryaden, det unge, livsglade Naturbarn med de brune Øjne og den lette Gang, i hvem Apolio, Sangens og Solens Gud, er forelsket, ofres, for at han ved Tabet af hende paa ny kan føle sig som Gud og „skelne mellem Jord og Himmel“. Men der høres i Digtet som en stille Klage over, at Ungdom og Skønhed skal forgaa, inden den har udfoldet sig, og Dryaden dør med en Sang om Livet paa Læberne. „Jeg skal bort fra Livet,“ synger hun, „dejligt var det at leve! Livet jeg kendte dog ej. Nu jeg det kender, nu, det forgaar. Den drager forbi mig, Dryadernes Skare, den vil snart have glemt mig, og snart den synger om mig som om Dagen, der svandt. Da naar ej Lyden mit lyttende Øre; alting formørkes og blindt er mit øje; Mindet med Synet forsvinder, og Hjertets Liv er kun Suk — kun et Suk.“ Den gamle Pan, Dryadens Fader, der paa Juppiters Befaling fælder det unge Træ, til hvilket Datterens Liv er knyttet, hører med den jordiske Faderkærligheds lydhøre Øre, hvorledes Stammen vaander sig for hvert Slag og dybe