632
F. PALUDAN-MÜLLER
Suk bryder frem fra Marven, og Himmelgudens Krav staar for ham som en Grusomhed. „Aldrig har en døende rørt dig," siger han til hans Sendebud.
Og endnu stærkere knytter Digterens Følelser sig til det jordiske Liv i „Titon“ (fra 1844). Den unge trojanske Kongesøn er ved Auroras Kærlighed løftet op til hendes Palads; men i Morgenrødens Rige ved Æterhavet under den evige Morgenhimmels purpurrøde Skyer længes han efter Jorden og sin forladte Hustru, og da han er vendt tilbage, paa ny føler Jordens tunge Luft om sine Skuldre og genfinder sin Hustru som en ældet Kvinde, der har tilbragt et helt Liv i trofast Venten, udbryder han klagende: „Jeg har drømt, mens du har lidt og levet.“ — „Skaf mig den mørke Nat, den stille Grav! Bring mig til Jorden ned, ned til mit Hjem!“ feiger han til Aurora, træt af Livet, han ikke har levet, da hun efter hans Hustrus hurtige Død igen har taget ham, oldingehvid, op til sig. Han stirrer styrket ned i „den mørke Drik“, Aurora rækker ham, og en ukendt Ro fylder hans Hjerte, mens han tømmer Bægeret og synker sammen. „Titon“ betragtede Paludan-Müller selv som sit ypperste Værk.
III
Vant som Læseverdenen var, til at se Paludan-Müller „tumle sig iblandt græske Guder, byronske Kor-sarer og provencalske Riddere“, varede det en Tid, inden man kunde finde sig til rette med hans Mening, da han 1841 udgav første Del af en stor Virkelighedsroman, paa Vers som „Danserinden“s. „Publikum vrager Digtet,“ siger Heiberg nogen Tid efter, „og Dumheden, i Skikkelse af et Par Recensenter, glor paa det