F. PALUDAN-MÜLLER
633
som en Ko paa en malet Dør, og siger: „Jeg kan ikke forstaa det, det duer ikke.““ I sin Trang til at vende tilbage til Jorden har Digteren denne Gang givet sig i Kast med „et Stof af Hverdagssnit“ og en Helt, der „dansk i Sind og Skind og Tale“ helt „uromantisk gaar i Prosaskridt“. Da i Slutningen af 1848 anden Del af Bogen var udkommen, kunde en Kritiker fastslaa, „at den var „et Billed af den nærliggende Nutid o: Nutiden til Udgangen af 1847, og det et livligt, klart og næsten fuldstændigt Billede, saa at man vel i visse Henseender kunde sætte „Adam Homo“ ved Siden af Holbergs Komedier“. Det var her ikke længer „lyrisk musikalske Taagebilleder“, han gav, „men levende Mennesker med Kød og Blod“, sigeren anden Kritiker, et Portrætgalleri, der, efter en tredjes Udsagn allerede i 1841, raaber til Samtiden: „Se, saadan ser I ud, I danske Træmennesker, I Prosaikere, I lunkenblodige Amfibier, I materielle Hverdagssjæle! Fy, skamme jer!“ (Berlingske Tidende 1841, Nr. 296.) Rundt om i Fortællingen om Adam Homos Liv, fra han fødes i en tarvelig Præste-gaard paa Landet, til han 62 Aar gammel dør som en fornem Mand, har Digteren indstrøet Hentydninger og Sidehug til Forhold herhjemme i Trediverne og Fyrrerne. Han lader sin Ironi spille med den tyskfødte Bibelkritik og Begrebsfilosofi (Strauss og Hegel), den franskfødte Kvindeemancipation (George Sand), den hjemmegjorte Vittighedspresse (Goldschmidt: Korsaren), han latterliggør den fladbundede Rationalisme og den forlorne Idealisme, han spaar den fjerde Stands Rejsning i en rødhaaret Lømmels Undsigelse til de rige, et Træk, i hvilket Folk endnu i 1849 sporede „en Tilbøjelighed hos Forfatteren til at gaa uden for vore Forhold“. Han havde paa Steder en Opfattelse af Kristendommen,