F. PAL.UDAN-MÜLLER
634
der minder om hans samtidige Søren Kierkegaards Kamp for det ny Testamentes Kristendom mod Statskristendommen: „At være udvalgt“, siger Digtets religiøse Hovedperson, „er ej sit Kors som Hæderstegn at bære, men Korsets Byrde til sin Del forlange.“
Og han minder i mere om Søren Kierkegaard. Som denne er han i „Adam Homo“ en blodigt satirisk Moralist, der i sin Harme over menneskelig Usselhed optrevler Menneskers Handlinger og Følelser, til de kun er Pjalt ved Pjalt. Den rene Vilje og den stærke Vilje — det er det, der for ham gør Mennesket til Menneske. Paludan-Müller, der i et Ungdomsarbejde („Eventyr i Skoven“) havde gjort sin Helt til Søn af Aura (Vindens Pust) og hyldet ham som „Prins afalle fjerne Luftkasteller“, „Regent og Enehersker i hvert gyldent Drømmeslot“, vil nu skildre et jordisk Menneske, en „Homo“, en „Adam“. Samme Aar som første Del af „Adam Homo“, udkom Heibergs „En Sjæl efter Døden“. En Spidsborgersjæl stilles her af Apostlen Peder over for de kristelige Krav, af den græske Komediedigter Aristofanes over for de klassiske, og falder ynkelig igennem ved Prøven. Paa lignende Maade bliver Adam Homo vejet og funden for let. Det hjælper lidet, at han stadig stiger i Rang og ydre Anseelse, indadtil svigter han holdningsløs sig selv og sine Opgaver den ene Gang efter den anden og skyder Skylden skiftevis paa Skæbnen, Tilfældet, Nødvendigheden. Det troskyldige Barn, den friske, velbegavede Student, den ungdommelig betagne Elsker bliver til en selvisk Skinhelt, som, fristet af den ydre Glans, i Strid med sine bedste Følelser, kastes ind i et tomt Ægteskab og efterhaanden oplever „at forraade alt, hvorpaa han har troet, forraade og forlade alle, som havde troet paa