F. PALUDAN-MÜLLER
635
ham“, — en „Folkets Mand og Folketaler, begejstret for sine Landsmænds Fuldkommengørelse, „for Almen-aanden, Videnskaben, Kirken, for Frihed, Kunst og nordisk Poesi“, for derpaa at sadle om, „opgive Idealet“ og Folkeligheden, udvikle sig til „den fine Mand“, ty ind under Hoffets Sol og endelig, bedækket med Titler, behængt med Ordener, højtideligt at jordes som Baron, Gehejmeraad, Ridder af det hvide Baand p. p.“ (G. Brandes.)
Naar den katolske Kirke vil udnævne en ny Helgen, nedsætter den en Domstol, for hvilken en advocatus diaboli (Djævlens Sagfører) og en advocatus dei (Guds Sagfører) optræder som hans Anklager og Forsvarer, og først naar Sagen er vunden, bliver Helgenen viet. Et Aar inden Paluden-Müller paa sin Udenlandsrejse gæstede Rom, havde en saadan Rettergang fundet Sted der, og den tog han til Forbillede, da han i sit Digt lod Adam Homo efter Døden stedes til Doms. Mod Djævlens Advokat taler advocatus Hominis (Homos, Menneskets, Sagfører) hans Sag, men han frelses fra Fortabelse ikke gennem Rettergangen, efter hvilken Vægtskaalen med hans Navn synker ned mod Helved, men gennem den Kærlighed, hans forladte og forglemte ungdom selskede, Alma Stjerne, selv nu efter begges Død fører ham i Møde. I hendes rene Inderlighed og Troskab mod ham og mod sig selv, fra hun første Gang møder ham som den unge Alma, til hun fattig og ensom dør som den gamle Jomfru Stjerne, har Paludan-Müller givet Menneskenaturen Oprejsning for det Angreb, han i Adam Homo har rettet mod den.