636
F. PALUDAN-MÜLLER
IV
Viljens Renhed og Viljens Styrke — ikke blot som den bærer en ukendt Kvindes stille Hverdagsliv, men som den udfolder sig i verdenshistoriske Omgivelser — tager han paa ny op til Behandling i sit store Skuespil „Kalanus“. I Bambushytten, aaben mod Øst, mod den’ opadgaaende Sol, staar den unge indiske Vismand Kalanus, rank og bleg, med de store, sorte øjne, den fine, bøjede Næse og de tynde Læber, med det, hvide Pandebind omkring de lange, kulsorte Haar, den løse Lærredskittel fastholdt af en Bomuldssnor og en Krans af sorte Bær i Bæltet, og synger sin Morgenhilsen til det rene Lys.
Ned ad Indusfloden har han set Aleksander den Store paa sit Erobringstog komme sejlende med sine Skibe. Fra det Øjeblik har han fulgt ham, i Troen paa at han er en af selve de høje Guder, der er stegen ned paa Jorden, „for som en Storm at feje Verden ren og vejre bort som Avner alt det onde“. — „Min stille Ven fra Indiens Palmeskove,“ kalder Aleksander ham og forstaar ham ikke, naar han taler til ham om sin Kamp, Kampen mod sig selv i Bøn og Bod. Medens Kalanus higer efter Døden som Vejen til den dybe Fred, er det for Aleksander ikke Dødens visne, men Livets friske Krans, det gælder om at vinde. Og da Kalanus ved en Fest i hans Palads har set den store Konge besejret af Vin og Kvindekunster, forstaar han, at det kun er en simpel dødelig, han har hyldet som en Gud. Brødetynget ved sit Fejlsyn lader han til Soning sin Slave i Palmelunden rejse et aflangt Baal for renset i dets Luer at søge Døden og gennem den Guden, han ikke har kunnet finde paa Jorden. Det nytter ikke, at