F. PALUDAN-MÜLLER
637
Aleksander kommer til hans Hytte, truer ham med sin Vrede, løfter Haanden imod ham, kræver i sit Venskabs Navn, at han skal leve, byder ham blandt Asiens Riger det, der frister ham mest, blot han vil blive hos ham, og til sidst ydmyger sig for ham, som han aldrig har gjort det for nogen dødelig: bøjer Knæ for ham og trygler ham om at bønhøre ham — „hvad hjælper alt, naar du er ingen Gud?“ svarer Kalanus, urokkelig i sin Beslutning. Da Solen daler paa Himlen, gaar han, klædt i hvid Offerdragt — selv er han baade Offerpræst og Offer — langsomt rundt om Baalet, antænder det paa alle Sider, stiger op paa det og dør, større ved sin rene Viljes Uovervindelighed end den Helt, der har lagt en Verden for sine Fødder.
„Der er mere end nok i vor Litteratur af det, der fyger og ryger som Avner,“ sagde Paludan-Müller engang til en yngre Ven af sig; „stræb altid at gøre noget, der kan blive staaende i Litteraturen og som kan have en Fremtid for sig." Derfor var det „store Opgaver1, han krævede af sig selv og andre. „Pas paa“, sagde han til de unge, „at eders Virksomhed ikke, som Rhinen ved Leijden, løber ud i Sandet.“
Og atter skriver han, henirnod en halv Snes Aar efter „Kalanus“, et Digt om den rene og stærke Vilje, en rørende Scene — mellem en 14-aars Dreng og en midaldrende Matrone — i et Landskab med Oldtidens og Middelalderens Rom, Kejserbyen og Pavebyen, i det fjerne og den store romerske Kampagne i Forgrunden. Det er hans Digt om „Benedikt fra Nursia og hans Amme“. Hvad der udgør Fortællingens Indhold synes lidet betydende: En Dreng, der har fundet paa at ville drage ud i Ørkenen for som Eneboer at forberede sig til at blive sin fordærvede Samtids Opdrager og Fornyer,