F. PALUDAN-MÜLLER
639
ning i egentlig Forstand: Den virkelige Kalanus valen ganske anden end Digterens, og Benedikt er ikke skildret i sin historiske Virksomhed. Begge er de væsentlig Sindbilleder, Forbilleder i den Kunst at samle sig om ét og sætte Livet ind derpaa. Og for Paludan-Müller kommer det fuldt saa meget an paa at kunne dø Døden paa rette Maade som paa at kunne leve Livet. Fra tidlig Tid har han haft et stærkt Indtryk af Dødens og Forgængelighedens Magt: uförstaaelig som i „Danserinden“, ubarmhjertig som i „Dryaden“, forløsende som i „Titon“, rensende som i „Kalanus“.
Der kommer saa fra hans Haand en Række Digtninge med Døden til særligt Emne. „Abels Død“ skildrer den saaledes, som Synet af den maa virke paa den, der aldrig før har set den eller hørt fortælle om den. Det er halv forfærdet, halv forundret, Eva lægger sin blege og stumme Søn ned i Græsset, da han har draget sit sidste Suk i hendes Arme, og Adam tror, det er en dyb Søvn, han hviler i. De venter og venter, men alt vedbliver at være stille, og Natten sænker sig over dem, som de sidder ved Sønnens Side. De blotter næste Dag Drengens Legeme, for at Solen kan varme det; men Kulden forlader ham ikke, og hans Udseende forandrer sig mere og mere. Saa tænker Adam paa den Død. Gud har talt til dem om i Edens Have, og bærer den døde ind i Teltet.
Næste Morgen møder pestfyldte Dunster dem, og ved Synet af Liget kaster Eva sig i Skræk og Rædsel ned paa Jorden. Tavs sætter Adam sig hos hende. Minderne kommer op i hende om hvad Abel har været for dem, og nu er alt forbi! Om Aftenen flagrer Ravnene skrigende ned over Drengen, men Adam graver saa en Grav, hvori han lægger ham.; „det var den første Grav