640
F. PALUDAN-MÜLLER
paa denne Jord. — En talløs Mængde rejste sig med Tiden; — hvor mange Taarer slugte Graven siden!“ Og om Graven lægger Adam 17 Stene i Firkant, en for hvert af Abels Aar, til Mærke og Minde — det er Kunstens første Spor, „ti Kunsten kom med Døden ind i Livet“. Tavse drager de to Forældre bort, bøjede under Dødens Byrde; de føler, at det er deres egen og alt levendes Fremtidslod, de har set i den døde Dreng: Døden er Livets Forbandelse. Da kommer de paa deres Omflakken paa ny til Paradisets Porte. Eva tænker paa Fortiden, hun gaar uvilkaarligt hen til Havens Indgang, og Keruben løfter sit Flammesværd, saa at hun kan se derind. Alt derinde er som forklaret; og med ét synker Eva af Glæde i Knæ: under Livets Træ ser hun Abel staa lys og lyksalig. Hun kalder paa ham og gør et Skridt fremad, men Keruben sænker Sværdet foran hende. Da hun kommer tilbage til Adam, er der Smil om hendes Læber; Adam græder, da han hører, hvad hun har set, og forstaar, at Gud har banet en Vej fra Graven ind til det tabte Paradis.
Sammen med „Abels Død-1 og „Kaianus“ udgav Paludan-Müller, omtrent 45 Aar gammel, „Ah as verus“, et Dommedagsdigt med Skildring af de Følelser, hvormed selve Menneskeslægten paa Verdens yderste Dag gaar Død og Undergang i Møde. Han havde, efter at „Kaianus“ var fuldendt, følt Trang til en Tid at lade sin Indbildningskraft tumle sig blandt muntre Scener med Spøg og Latter, og disse Billeder var allerede i Færd med at faa fast Form i en Digtning, da Koleraen Sommeren 1853 brød ud i København og rev Mennesker bort i Tusindvis. Det lød for ham som „en Dom-medagsprolog“, da han hørte derom. Han havde mange Aar igennem hver Sommer boet i Fredensborg efter sit