F. PALUDAN-MULLER
641
Vinterophold i en snæver og smudsig Hovedstadsgade; nu formørkedes selv den sjællandske Natur, i hvilken han ellers fandt Fred og Hvile, for ham, de lystige Løjer var glemte, og Tankerne om den yderste Dag samlede sig hos ham om Billedet af den evige Jøde, der havde stødt Jesus bort fra sin Dør paa hans Gang til Golgata og til Straf var fordømt til at flakke fredløs om, saa længe Jorden stod, fuld af Længsel efter en Grav at lægge sine trætte Lemmer til Hvile i. Nu stunder det store Verdensspil mod Enden, Tegnene i Sol og Maane er synlige, som Biblen har spaaet dem, og for den forfærdede Menneskeslægt lyder Domsbasunen, der1 vækker de døde. Men medens Jorden skælver under ham og Stjernerne falder og brister over ham, svinger Ahasverus sin Hat og slænger sin Stav fra sig lyksalig over, at han snart har tømt Livets Bitterhed til Bunds. „I Graven er der Hvile, dyb og sød,“ siger en af de opstandne til ham, „Døden er en Søvn, der ikke kender Drømme.“ Han lægger sig til Ro i den andens forladte Grav, og medens Menneskeskarerne dødblege stedes til Doms, nynner han sagte om sin lune Seng og den stille Død, der nu fører ham — „ind til den evige Hvile“.
Og i den samme Stemning afslutter Paludan-Müller sin Virksomhed som Digter, 2 Aar før han ved Juletid 1876 døde. Han havde skrevet en kort Fortælling om en Sjæl, der i Ensomhed stunder mod Døden, fordi den jordiske „Ungdomskilde“ kun har kunnet forynge Legemet og ikke Sjælen, og han havde ladet Pennen løbe, til en stor 3 Binds Roman, „Ivar Lykke“, laa færdig, hvori han paa ny maler et Billede af Livet herhjemme i Trediverne og Fyrrerne, men med en Helt, hvis sanddru og ægte Natur gør ham til Adam Homos Mod-
H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. 41