642
M. GOLDSCHMIDT
stykke. Den Afstand fra Nutiden og Dvælen ved Sindbilleder, som han i sin Ungdom havde søgt gennem sit Ophold i den græske Mytologis Himmelstrøg, havde han som aldrende Mand fundet i de bibelske Emner om „Paradiset“, „Abel“ og „Kain“. I sin Svanesang vender han tilbage til sin Ungdoms Billedverden og sysler i „Adonis’“ vemodige Strofer for sidste Gang med Tanken om Livet og Døden. Hvem kan blivende drage den smukke græske Yngling til sig, Venus, Livets Dronning, eller Proserpina, Dødens Gudinde? De har kæmpet om ham saa længe han har levet, men da han gennem Underverdenens tavse Rige er naaet frem til Proserpinas Trone, rækker hun ham et Bæger med Vand fra Lete, Glemselsfloden, og da han har tømt det, synker han, støttende sit Hoved til hendes Knæ, smilende i Slummer. Venus er glemt, Sorg og Savn er glemt, og i Beskuelsen af ham nyder Gudinden sin Kærlighed, tavs, trofast, moderlig og glad. Den aabne Himmel hvælver sig over dem med sinø Stjerner; som i Evighedens Ro sidder de begge: Det er Venus Urania, der er bleven til Proserpina, selve Dødens Gudinde, — Døden har sejret over Livet, den stille Betragtning over Lidenskabens Brynde.
Over Paludan-Miillers Poesi hvælver sig den samme høje, stjerneklare Nattehimmel.
♦ * *
M. Goldschmidt: Avrohmche Nattergal.
(Fædrel. 30. Jan. 1871.)
Højstærede Hr. N. N.!
Vor Samtale i Aftes, der ved vor heftige Krydsen Klinge mere fik Udseendet af en Lidenskabens Kamp