M. GOLDSCHMIDT
643
paa Liv og Død end af et ridderligt Dystløb under Skønhedens og Vaabenkunstens Love, turde dog muligvis ikke have efterladt dybere Saar og Spor,, end at jo et skriftligt Efterspil kan vinde Øre og Indpas hos den vrede Akilles.
De følte Dem som Jøde krænket over den Hensynsløshed, med hvilken Goldschmidt i sin nyeste som i saa mange af sine tidligere jødiske Fortællinger har draget Tæppet bort fra Hjemmets Helligdom, og ladet enhver uvedkommende og nysgerrig frit og uhindret stikke sin Næse ind. Og De følte Uretten saa meget dybere, som Billedet delvis var falsk og nødvendigvis maatte bringe enhver udenforstaaende paa den Mening, at det kantede Væsen og den afstikkende Tale endnu blomstrede i fuld Kraft, som dog allerede i Aartier lidt efter lidt er visnet hen her i Landet, og snart kun ør tilbags som et Minde. De saa’ en blodig Brøde i Forfatterens hele Færd, fordi han bidrog til at puste nyt Liv i Fordomme, som, opammede ved Aarhundreders Uret, mindst af alt skulde finde Røgt og Pleje hos dem, der er deres Genstand, og til at genopfriske Grænser i Samfundet, som allerede vai’ i Færd med helt at udslettss. Hvis saa-danne Fortællinger endda blev indenfor den Kreds, de skildrer, og som dog &lene or i Stand til fuldstændig at gaa ind paa deres Aand og Tone, kunde man maaske more sig over det komiske og ofte træffende, de indeholdt; men ved at de sendes ud i Livet, forspildte den sociale Skade, de gjorde, al den poetiske Interesse, man ellers muligvis kunde nære for dem.
Jeg forstaar for saa vidt godt den Blufærdighed, der forbyder én gerne at ville se sit indre Menneske og dets ydre Former blottede for alle; men paa den anden Side gaar De personlig og Deres jo Ram forbi.
41*