644 M. GOLDSCHMIDT
De har jo ikke i Deres Væsen og Optræden de Ejendommeligheder, som giver Personerne i Fortællingen deres Kolorit. Og naar De mener, at det frie Indblik vil mane Fordomme frem, er Deres Tanke saa ikke en lille Smule paa Vildspor, er Fordom ikke netop en saa-dan uvilkaarlig Følelse, der er udsprungen af, at man ikke har gennemskuet, ikke forstaaet det, man dømmer? Har Blichers jyske Fortællinger nogen Sinde skabt Fordomme mod Jyderne, har de ikke tværtimod gjort det klart og aabenbart, at der ogsaa banker et Menneskehjerte bag en Vadmelskofte? Og dog har Blicher lige saa lidt skaanet Jyden, som Goldschmidt Jøden. Og Deres tredje Indvending, den om den mangelfulde For-staaelse, gælder den ikke om al Poesi, som ikke just er frem blomstret af ens egen Folkenatur? Franskmændenes eller Grækernes Folkeaand er vel lige saa fremmede for os danske; men lidt efter lidt arbejder man sig ind i dem og har sit Udbytte deraf, selv om man aldrig naa’r Bunden ret.
Men lad os fremfor alt ikke glemme, at det er en Digter, vi har for os, og derfor vogte os for at maale ham med anden end den poetiske Alen. Lad os da for et øjeblik sætte os ind i hans Tankegang som Digter, idet han har valgt sig særlig disse Æmner. „Hvad er en Digter“, har han sagt til sig selv, „andet end en Mand, som forstaar at sige, hvad andre kun kan føle? Derfor er det naturligt, at netop det Liv, hvis bankende Hjerteslag Digteren kan fornemme, bliver det, der gør hans Tunge veltalende og giver hans Stemme Styrke. Hele den nyere danske Litteratur bærer jo Vidne derom; hver Digter har udsøgt sig som en lille, fredlyst Plet, hvor hans Poesi lever og aander, og hvorover den svinger sig som en kvidrende Lærke. En trænger til den