M. GOLDSCHMIDT
645
jyske Hede, for at Hedens Alvor kan bæve igennem hans melankolske Toner; en trænger til det sjællandske Landskab, for at Markens Frodighed og Skovens Duft kan juble i hans klare Triller; en dukker sig i Barne-verdenens Æventyrvæld, for at hans Poesi deri kan hente Foryngelsens Kraft; en tænker med Almuens Tanker og vinder til Løn det Guld, der skjules i deres Malm. Hvor er den Plet, hvor jeg som Digter kan aande helt ud og give mig fuldt hen, som jeg kan gribe med min Sympati og beherske med min Kunst, hvis krydrede Luft gør min Følelse modtagelig og min Tanke klar og forstaaende? Det, jeg skal skildre, maa være knyttet til mit eget Liv i sit Væsen og Indhold; ti kun Erindringen er Digterens Muse; og dog maa jeg staa frit og overlegent lige overfor det, fordi en Digter ikke er nogen Partigænger, og fordi Skønhed kræver Ligevægt. Lad mig da sænke min Sjæl i Erindringens Vande, lad mine Øjne indsuge de Lys- og Farvestraaler, der spiller omkring dem, og samle dem til et levende Billede, en farverig Afspejling af den Menneskenatur, Livet har præget mig med og indviet mig i. Jeg vil give min Skærv til den poetiske Forherligelse af den hele, sande Menneskenatur. Jeg maler den jødiske Natur, som den i min Barndom skarpt udpræget har formet sig for mine Ojne; jeg griber de forsvindende Ejendommeligheder i Flugten, fordi alt Liv skjuler en Sandhed i sig og kun alle Mennesker tilsammen danner det hele Menneske.“ Og saa har han stemt sin Fiol, og, som Musikeren kan nyde Strengens Toner, har han nydt og gottet sig over hvert træffende Udtryk, hver slaaende Vending i Tanke og Tale, og som en Elsker, der tryllebunden af Kærlighed kun kan tale om sin elskede, er han næsten bleven trættende i de idelig tilbagevendende