1
__
646 M. GOLDSCHMIDT
Ytringer af sin Forkærlighed. Tror De ikke, det er paa den Maade, at Goldschmidt er bleven det jødiske Huslivs Herold?
Og er han saaledes fyldt af Kunstnerens Sympati, saa gaar han til Værks næsten med en Videnskabsmands Ihærdighed. Han forekommer mig som en Naturforsker, der strejfer paa Kryds og tværs gennem Mark og Skov med sit Net løftet for at fange hvert uskyldigt Insekt, som kommer ham nær, og stikke det paa Naal i sin Samling; saaledes har han udspejdet og aflyttet den jødiske Jargon alle dens staaende Udtryk og hele dens ejendommelige Sprogtone og det med en Finhed og Fuldstændighed, som man maa være Kender, for fuldstændig at sætte Pris paa — det indrømmer jeg Dem.
Har De f. Eks. lagt Mærke til den træffende Maade, hvorpaa Spørgsmaalsformen hyppigt bruges, selv hvor noget ligefrem skal udsiges, for derved at give Talen ligesom mere dramatisk Sving og Eftertryk, og som maaske træder mest klassisk frem, hvor den gamle Md. Sass taler om sin Datters Beredvillighed til at gifte sig efter hendes Ønske og siger: „Gitte er en fornuftig Pige. Og hvor er jeg?“ eller hvor hun kommer hjem fra Teatret og udbryder: „Besvimede jeg? Fik jeg ondt? osv.“
Og den Farve, der er udbredt over alle Samtalerne i Fortællingen, sættes i et endnu stærkere Lys ved Goldschmidts egen kunstnerisk dæmpede, fint udarbejdede Stil, hvor han taler i sit eget, i Digterens, Navn. Det er, som om dette Sprog repræsenterer det almenmenneskelige i Modsætning ti] det andet, individuelt menneskelige; og som det individuelle er det fortættede og koncentrerede almene, saaledes har ogsaa det jødiske