647
M. GOLDSCHMIDT
Sprog en større Kraft, en stærkere Lidenskabelighed, end hin fine Kunstprosa; det hæver sig undertiden til religiøs Patos, som i Gittes Slutningsreplik, hvor hun indvier sig til Avrohmches Hustru.
Lad os gaa videre. Det følger af sig selv, at naar Maaden at tale paa er truffen, saa er det, fordi Maaden at tænke paa ogsaa er truffen. Det forekommer mig da at et af de ejendommeligste Træk hos alle disse Personer er den stærkt og ensidig udviklede Virkelighedssans hos dem. De griber fat paa Livet med saa haarde Næver, at alle Illusioner brister som Sæbebobler. Avrohmches Fader har straks øjet aabent for sin skuespillergale Søns svage Side, de skæve Ben. Avrohmche selv dissekerer med øvet Haand den romantiske Rædsel i Svend Dyrings Hus“, og den opløser sig for hans Ræsonnement som Dug for Solen. Og dette gennemtrængende, opløsende Blik vender sig enclogsaa skaan-selløst mod selve den, der ejer det, saa at han i ovei-legen Selvironi svinger Svøben mod sig selv og paa en Gang blotter sin Svaghed og viser sin Kraft. Romantikkens dristige Ønsker og Længsler bliver for en saadan Sindsretning som en ond Aand, der skal holdes i Fængsel og besværges, og den egentlige poetiske Nerve i Fortællingen bliver Sammenstødet mellem saadanne i en bestemt afgrænset Forestillingskreds grundmurede Mennesker og den Romantik, der paa én Gang lokker dem ved sin Friskhed og Magt og skræmmer dem ved sin Dristighed. Baade hos Avrohmche og hos Gitte over-staas det hurtig som en Børnesygdom, der rigtignok ioi den førstes Vedkommende virker saa meget voldsommere som den først sent bryder ud, og som endnu rørende bæver i den sidstes Fortælling derom som et stille Vidne om den Menneskehjertets Lyrik, der kan