648 M. GOLDSCHMIDT
skjule sig i det stivnede, halv udslukkede Liv. Synes De ikke, at det er et ganske smukt og poetisk Æmne, og at den Kunst, hvormed det indre væsentlige klinger igennem det ydre tilfældige, nok maa kunne forsone den, der maa se sine smaa Latterligheder og Skrøbeligheder dragne frem for Lyset?
Skildringen bliver imidlertid ikke staaende ved Virkelighedssansens kritisk opløsende Virksomhed, men viser ogsaa de Sider af Livet, den løfter til Magten og Herredømmet. Saa vægtige og drøje Naturer kan ikke gaa med en let Haand eller med en let Fod hen over Livet; det præger sine dybe Mærker i dem og Trofastheden mod det forsvundne, Pieteten mod Slægten og Traditionen bliver et af Udgangspunkterne for deres hele Tankegang. Er det ikke Pieteten, der ligger paa Bunden af det komiske Argument, da Sønnerne raader Mad. Sass fra at se „Svend Dyrings Hus“ af Hensyn til Spøgelset: „Mo’r vil tænke paa salig Fader i sin Ligdragt“? Og naar Gittes Stævnemøde med Officeren bliver forhindret, fordi det bliver Helligaften, inden Svaret er skrevet, er det saa ikke Pieteten, der her med en vis barnlig Ynde gør sig gældende? Pieteten er den Romantik, Goldschmidts jødiske Personer straaler af. Tror De ikke, at der er Sandhed deri?
Men der er andre Forgreninger af den samme Stamme, man ogsaa maa lægge Mærke til. Idet Virkelighedsfølelsen lægger sin tunge Vægt paa alle Hand-
linger, saa kommer ogsaa den Handling, der først skal udføres, ikke længer til at staa som en'blot Mulighed, men den trænger sig frem som en Pligt, der skal opfyldes. Avrohmche tror sig efter Faderens Død forpligtet til at afbetale sin Taknemmelighedsgæld til Mad. Sass’ Familie ved at gifte sig med Gitte. Og den