M. GOLDSCHMIDT
649
stærke Pligtfølelse er i Stand til igen at give det Livsforhold en Indvielse og et Indhold, som uden den kun vilde være et dødt Vaneforhold, fordi Kærlighedens be-sjælende Gnist mangler. Man føler i Gittes Tale, at for hende er Hustrunavnet ikke et blot indholdsløst Navn, men Navnet paa en Opgave, en Pligt, der skal fuldbyrdes. Der er noget patriarkalsk og oldtidsagtigt i den hele Livsopfattelse, der vækker Sympati. Er De ikke nu enig med mig i, at den, der er skildret saale-des, i Grunden træder ret respektabel frem og præsenterer sig for Verden?
Jeg tror nu ikke, at det Udviklingstrin i den jødiske Natur, som Goldschmidt har villet skildre, er udtomt i disse Egenskaber; men det er dog væsentlige Sider af den, der er grebne, Bidrag til en endnu fyldigere og fuldstændigere Behandling af Æmnet. Skildringer som denne faar en kulturhistorisk Betydning ved Siden af den poetiske, netop fordi de opfanger og afspejler Glimt af en nedgaaende Sol, som snart maaske vil være under Horisonten. Deres poetiske Værd faar de ved, at Digteren har følt en enkelt, bestemt Samfundskreds saaledes paa Pulsen, at han har sporet dens Hjerteslag og set Blodet udspringe fra den fælles Menneskenaturs Livsvæld. Han har forstaaet, at Mennesket kun er til som de enkelte, individuelle Mennesker, men at ogsaa hvert af de enkelte, individuelle Mennesker gemmer Mennesket i sig.
Endelig udbrød De i Samtalens Lidenskab: „Hvad Nytte gør slige Fortællinger?“ Ja, Herre du milde Gud, hvad Nytte gør al Poesi? Den hælder ikke Vin i Glasset eller stopper Brød i Munden — knap engang desværre paa den, der er dens Mester og Herre; og dog kunde det maaske være, at ogsaa den mætter den