Cl
KJ
F. L. LIEBENBERG
er fuldt, selv om han ikke bar det pa.a Læberne. Han elskede Livet og alt levende, og han havde den rige Følelses Evne til stadig Selvfornyelsé. Derfor blev han aldrig gammel indvendig. Han, der levede næsten tre Slægtled til Ende, forstod jo den Kunst at tage de unge op uden at slippe de gamle. Fader og Søn og Sønnesøn kunde paa én Gang staa ham nær og i det fortrolige Du føle sig knyttet til ham som Ven. Derfor fik han, den enlige, barnløse Mand, saa stoi’ en Familie af gamle og unge, og derfor er der nu saa mange Hjem, der føler sig et Medlem fattigere, da han er død.
Hans Naturs Grundpræg var Begejstring, vi har alle set den gamle som med en ung Forelskelses Skær over sig baade overfor Mennesker og Værker. Han kunde selv i de ældre Aar være greben som en Yngling ved Tanken om den, han holdt af, øsende sin Kærligheds fulde Skaaler over ham, opofrende, beskærmende, vejledende, som betaget af sit Indtryk. Og kan han end til Tider noget bittert have følt, at han havde taget fejl — af sin Følelse eller af dens Genstand —, saa sejrede snart hans lykkelige Kærlighed til Livet. Han var en Livets og Lysets Dyrker; derfor udviklede han sig selv helt op i sin høje Alderdom og blev sig selv tro i sin varme Følelse for Sandhed og Fremskridt, sin levende Uvilje mod alt tomt og alt urent.
Han var saa ægte dansk i sin Trang til at lægge Skelmeriet over sin Tale. Vi, hos hvem han gik ind og ud som den kære gamle, forstod saa godt gennem hans daglige Færd, hvorfor han var bleven de danske Digteres fødte Værge. Oehlenschlägers Patos svulmede i hans Hjærte, Holbergs Lune krusede hans Mund, og hans begejstrede Kærlighed til Poesien gjorde det muligt for ham at sysle med Enkeltheder og Smaating atter