ROUSSEAU
55
saa bliver den i Steden for en Virkelighed en platonisk Idé med et Skinliv i Fantasien, en Menneske-Natur, i hvilken der ikke længer er nogen af Delene, hverken Menneske eller Natur.
Naar Rousseau kommer til det virkelige Barn, den Emil, hvis Opdragelse han i sit Hovedværk skildrer, slipper han derfor sin Grundtankes Konsekvenser. Han gør Rede for, baade hvilket Folkeslag, hvilken Samfundsklasse og hvilken Natur han er af. Hans stærke Ord bliver da kun Udtryk for hans levende Uvilje mod Samtidens kunstige Lavs- og Kasteopdragelse. Det er Manden, der skal bære og smykke Stillingen, ikke omvendt, det bliver her hans Tankes praktiske Kærne. Livet skal kunne tage fat paa en Mand, uden at han ophører at være Mand.
Men saa er Opdragelsen igen sat i Forbindelse med Samfundet: „Emil skal jo ikke være en vild blandt vilde, men en vild i Byerne,“ siger Rousseau. Saaledes svinger hans Tanke stadig frem og tilbage mellem Civilisationen og Naturtilstanden.
En vild skal Emil altsaa dog vedblive at være. Opdragelsens første Opgave er da at „forhindre, at noget bliver gjort“. Værne, ikke paavirke. Begrænse Indtrykkene til dem, der stemmer overens med Barnets Natur. Men kan man nu virkelig paa én Gang blive opdraget og være en vild? Falder Opdragelsen ikke bort af sig selv, naar den „oprindelige“ Tilstand skal bevares? Bliver Opdragelsen ikke egentlig at betragte som en Modgift, nødvendig fremkaldt af Kulturens Gift ? Hvor Menneskets Natur fra Fødslen af staar i det rette naturlige Forhold til dets Omgivelser og Misvisning eller Fejltagelse er umuliggjort ved Naturkompasset i dets Bryst, der er Opdragelsen en Modsigelse; det højeste,