56
ROUSSEAU
der kan være Tale om, er en Opfostring som Dyrets. „Opdragelsen" vilde bestaa i de unges uvilkaarlige Efterligning af de gamle.
Men Emils Opdragelse er jo ganske anderledes kunstfuld og sammensat og metodisk. Saa kan den altsaa i bedste Tilfælde kun betyde en Udvej, ad hvilken man under Civilisationens Pres søger tilbage til det Livstrin, hvor Opdragelse er unødvendig og bortfalder. Nerven i Rousseaus Tankegang er det polemiske: Gør altid det modsatte af hvad der nu gøres, saa vil du træffe det rette, siger han selv. Det er denne Polemik, der har givet ham hans historiske og praktiske Indflydelse.
Mod Civilisationens utidige Overopdragelse sætter han sin negative Opdragelse: „Gør aldrig i Dag hvad du kan opsætte til i Morgen!“ „Det er Opdragelsens Maal ikke at vinde, men at tabe Tid.“ „Lær Barnet ikke at have nogen Vane uden den ingen at have!“ Opdragelsens Ideal er at sammenligne med en Søvn, under hvilken Naturen ubevidst gror i Barnet, og efter hvilken det vaagner friskt og fordomsfrit. Sjælen skal i Barndommen holdes ren og blank som et Spejl, i hvilket intet Billed for tidligt faar Lov til at tegne sig.
„Frygt for alle Følelser, der er tidligere end den Dømmekraft, der kan vurdere dem.“ Kommer Rousseau ikke ogsaa her i Strid med sin Lære om det oprindeliges Værdi? Dømmekraften det er Kulturen, Følelsen det er Naturen. Her gør han altsaa den første til Dommer over den sidste og kræver Sjæleudviklingen stillet paa Hovedet. Hvor bliver Barndommens, det oprindeliges, Ret af, naar Følelsen skal holdes tilbage, indtil Dømmekraften kan vurdere den? Mon Forklaringen er den Søvn, i hvilken baade Følelse og Dømmekraft slumrer, indtil de begge vaagner styrkede og modnede