ROUSSEAU
57
af Søvnen? Men vil det ikke sige det samme som at springe Barndommen over? I alt Fald Barndommen som en gradvis Vækst ogsaa af Bevidsthedslivet? Eller som en Indsamling af Erfaringer Skridt for Skridt?
Og dog skal Emil netop være et virksomt og vaa-gent Barn med et Øje paa hver Finger, handledygtig og erfaringsbunden. Han skal blive det gennem sit Forhold ikke til Mennesker, men til Tingene, de Indtryk, de vækker hos ham, den Modstand, han skal overvinde for at tilegne sig dem. Modstand fra Tingene selv, ikke fra Mennesker, hvis Indgreb i Utide vilde ægge Lidenskaberne i ham. — Er det i øvrigt psykologisk rigtigt set, at Tingenes Modstand ikke vil kalde nogen Lidenskab frem i Barnet? Er der i dettes Liv ikke Tidspunkter, hvor Tingene naturligt træder det lige saa personlige i Møde som de levende Væsner? Hvor dets Harme over et uopfyldt Ønske derfor lige saa kraftigt kan vende sig mod et Træ som mod et Menneske? Der er ganske vist den Forskel, at Træet ikke kan lade sig paavirke til at opgive sin Modstand mod Barnets Ønske. En mere afgjort Nødvendighed lærer da overfor det Barnet at underordne sig og tie. Paa den anden Side kan Barnet overfor Træet atter og atter gentage sit Forsøg, til det maaske lykkes. Og hvis ikke, lærer det, at Nødvendigheden ligger i dets egne Kræfters Begrænsning, at det altsaa maa vente med at faa sit Ønske opfyldt, til dets Kræfter svarer til dets Ønsker. Al Hjælp, man vilde yde det, vilde virke fordærveligt paa det, give det en falsk Overlegenhed. Barnet opfattes fuldstændig som Enkeltmenneske; det har nok i sig selv og i Naturen.
Alligevel er Emil kun en Mellemstation. Han er ikke det rene Naturmenneske, mod hvilket Rousseaus