58
ROUSSEAU
romantiske Længsel higer. Han er i Virkeligheden knyttet til Kulturen og Samfundet — han kan baade læse og skrive, han kan beregne og forudse, er herigennem tilgængelig for Lidelse og Smerte: kun de Farer, man kender, skræmmer. Derfor er ogsaa Lægekunsten forkastelig: ikke blot, at den er ufuldkommen, men den opammer og nærer paa kunstig Maade Frygten, den vækker Haabet og tager derved Resignationen fra én.
Emil bliver da kun et Tankeeksperiment: Naturmennesket midt i Samfundet. Men de to Led i Eksperimentet ophæver hinanden. Derfor begynder Rousseau ogsaa med at udelukke dem fra hinanden. Naturmennesket Emil maa fra Fødslen af isoleres for at være i Eksperimentatorens Magt. Han opdrages ikke i nogen Familie eller af nogen Fader — uagtet Rousseau siger, at den, der ikke kan opfylde en Faders Pligter, ingen Ret har til at blive Fader. Han havde selv taget sig denne Ret udeii at ville overtage Pligterne. Og medens Emil sendtes ud paa Landet alene med en Hovmester, havde Rousseau sendt sine Børn til et Hittebørnshospital, alt-saa til det Samfund, han fordømte. Faderen vilde ikke staa frit nok overfor Opgaven. .De ubevidste naturlige Følelser vilde gribe med ind. Hans Livs øvrige Virksomhed vilde sprede ham. Og i Samfundet, som det er, vilde det ogsaa være umuligt at finde en Fader, der var tilbørlig fri for Fordomme. Men en Hovmester da, maatte han ikke tages fra det bestaaende Samfund? Hvis ikke, blev det jo ikke Emil, men Hovmesteren, hvis Opdragelse først maatte skildres. Alle de franske Opdragelsesforfattere før Rousseau har da ogsaa en saa-dan Hovmester. Han findes hos Montaigne som hos Rabelais. Hos Rousseau naar han sit Højdepunkt og gaar saa ud af Litteraturen.