ROUSSEAU
59
Han er den almægtige Leder af Emils Udvikling. Hans skarpe Blik opdager i Tide selv de mindste indre Bevægelser hos ham og forudser deres Retning. Men han hersker ved at tjene. Emils naturlige Vækst, det er den Opgave, han underordner sig under. Han har det fint udviklede Kulturmenneskes Evne til at se bort fra sig selv, forsvinde i Hensynet til en anden. Fem og tyve Aar af sit Liv ofrer han Emil. Han skaaner ikke sig selv, naar det gælder om at skaffe Emil Erfaringer. Han er den pædagogisk-psykologiske Eksperimentator, Rousseau gennem ham Skaberen af den Opdragelse, der grundlægges paa Kendskabet til Barne-naturen.
Emil opdrages altsaa paa Landet. Byerne er Pesthuse. Kampen mellem Land og By føres hos Rousseau i Naturens Navn. Han vakte hos megen Byungdom en sværmerisk Begejstring for Landlivet, f. Eks. hos Pestalozzi. Ingen Skabning kan mindre taale at leve i Hjorde end Mennesket. Den forfinede Bykultur fremskynder Børnenes Udvikling før Tiden, ægger gennem Fantasien Kønsfølelsen hos dem, inden Legemet er modent til at kunne taale dens Tilfredsstillelse. Rousseau kendte af egen Erfaring den usundt pirrede Kønsfølelse. Lidt efter lidt svækkes og forkrøbles Slægten i Byerne. Landet maa saa pode sine friske Skud paa de fortørrede Grene.
Mennesket maa hærdes lige fra Fødselen af, saa modtageligt som det fødes. Ved at gaa gradvis til Værks kan man vænne Børn til at taale alt. Naturen selv rammer Barnet med Sygdom og Smerte, fordi Lidelse er Livets Lod og i Tide maa indøves. Bort med alle Sikringsmidler, der spærrer Barnet i Fængsel! Bort med alle Tegn paa Skræk, der gør Barnet frygtsomt!