663
PROF. K. ROVSING
ikke, at han havde taget Skolen paa Afgrundens Rand og atter bragt den til en Blomstring som i Michael Nielsens Glansperiode (fra 76 Elever, som den havde, da han i 1853 overtog den, var den i 1861 naaet til 234); men hans Personlighed havde en mægtig Indflydelse paa os. Fyldig og svært bygget, med -et alvorligt og dog mildt Ansigt, som fik en uimodstaaelig Gratie, naar han lo paa sin elskværdige Maade, var han for os, der havde set ham fra den første Dag, vi kom i Skole, den eneste ægte Type paa en Skoles Forstander. Kommer nu hertil hans store Herredømme over Sproget, hans Evne til med sin kraftige og vægtige Røst at fortælle glimrende og fængslende — og han fortalte ofte om sine Rejser, saa Timen fløj —, saa er det let forklarligt, at vi kun med Sorg skiltes fra ham og med Mistro vendte os mod hans Afløser. Her kom en yngie Mand os i Møde, slank, næsten elegant af Skikkelse, yderst soigneret i sin Paaklædning, med mørkt Haai, Ovei- og Fipskæg, noget vist aristokratisk i sit Væsen, optrædende overordenlig høflig imod os, idet han næsten behandlede os, som om vi var Kavalerer, nej, det vai ikke det, vi forstod ved en Bestyrer. Han gjorde sig al mulig Umag for at blive vor Ven og overtog selv saa mange Timer med os, som det var ham muligt, for at han kunde lære os at kende og vi ham. Med sin spillende Vittighed søgte han at oplive Timerne, vi lo, naar hans Pile traf, men vi var nu vante til Rovsings
Sværdhug.“
Det indtrængende Blik, hvormed han kunde følge sine Elever, og de simple Midler, hvormed han kunde tegne et Billede af det sete, fremgaar maaske bedst af en fin, paa spredte Træk bygget psykologisk Skitse, i hvilken han under Titlen „Skuffende Begavelse“ med