EMIL TRIER
675
arbejdede sammen med paa saadanne Opgaver, følte, at han var Sjælen i deres Virksomhed. Altid den omhyggelige, der ikke gav fortabt, saa længe der var Muligheder, som endnu ikke var prøvede.
Og jeg har set ham i Studenternes Midte, i en ivrig Passiar om Dagens Mennesker og Begivenheder, med Evne til at være glad med de glade, ved festlige Lejligheder den, der ivrigst satte sine Kræfter ind paa at ordne og forberede, der aldrig følte sig for god til at gøre det Arbejde, andre lod ligge, og gjorde det af et godt Hjerte. Det var ham en Glæde, naar han i Studentersamfundet saa alt gaa, som det skulde; han følte sig knyttet til det næsten som en Fader til sit Barn, hvis Trivsel og Fremme stadig ligger ham paa Hjerte. Ogsaa her stod han trofast ved Siden af de unge, hjælpende med Raad og Daad, altid som Menneske overfor Menneske.
Han var en Frihedens og Oplysningens Mand. Bag det, som Studentersamfundet var ham Udtryk for, saa’ han det store Samfunds Bevægelser, det offentlige Liv med dets Fremskridt og Tilbageskridt. Han var den fødte Demokrat, paalidelig og udholdende, af dem, der ikke vil gaa paa Akkord eller give fortabt, ogsaa her stadig med det for Øje at skabe Menneskers Lykke. Kom han end ikke frem i første Række, blandt dem, hvis Ord er Genlyd af Tusinders Tanke, saa var han blandt de støtteste i den Hær, uden hvilken intet Fremskridt vindes. Han sparede sig heller ikke her, hvor et Arbejde skulde gøres.
Og nu Forholdet til hans nærmeste. Det træder sikkert dybest og sandest frem gennem det Billede af ham, der tegner sig inderst inde i dem, der nu i Sorg og Savn føler, at de har mistet deres bedste Ven: hans 43*