ROUSSEAU
61
vore Øjne. At øve Sanserne er ikke blot at gøre Brug af dem, men at lære at dømme rigtigt ud fra dem. Maal, tæl, vej, sammenlign. Væn Barnet til at beregne Virkningerne af sine Bevægelser. Følesansen trænger mindst til særlig Uddannelse, fordi den er udbredt over hele Legemet og i vaagen Tilstand aldrig hviler. De blinde har den finere udviklet end vi, hvorfor lærer da ikke vi at gøre ved Nat og uden Lys, hvad de blinde gør om Dagen uden øjne? Ogsaa Ørets Tjeneste maa Følelsen delvis kunne paatage sig. Tonerne er jo Luftsvingninger, ved hvis Tal man maa kunne skelne mellem høje og dybe Toner. Saaledes kunde Musikken maaske blive et Sprog ogsaa for døve.
Synet udstrækker sine Iagttagelser videst. Derfor trænger det ogsaa mest til at kontrolleres. Følelsen kan bruges til Rettesnor for Synet. Først Maaling af Afstand og Størrelse, saa frit Skøn derover. Tegnekunsten er et Middel til at skærpe øjet. Den passer saa meget mere for Børn, som Børn har Tilbøjelighed til at efterligne alt. Det skal være Virkeligheden, de tegner efter, for at de kan udvikle Iagttagelsesevnen, først overfor Formerne, saa overfor Farverne. Ogsaa Geometrien har sin Plads her. Gør Figurerne nøjagtige, læg dem over hinanden, undersøg Forholdet imellem dem. Hele den elementære Geometri vil da efter-haanden udfolde sig blot ved Brugen af Øjnene. Eleven alene maa være den virksomme Opdager. Ogsaa Fjerbold- og Boldspil øver øjet i at skønne rigtigt. Synets Erfaringer maa stilles sammen med Hørelsens, Lysets Hastighed iagttages i Forhold til Lydens.
Til Hørelsen som modtagende Evne svarer Talen og Sangen som frembringende. Børn hører Tale lige fra Fødselen af. Man skal overfor dem ikke bruge en