62
ROUSSEAU
vekslende Strøm af Ord, men gentage de samme. De taler først et almindeligt Natursprog, der ikke er artikuleret, men akcentueret. Skal Børn lære at tale, maa de kun høre Ord, de forstaar, og sige, hvad de kan udtale. De har deres egen Grammatik med stor Regel-mæssighed og Konsekvens. Man skal ikke rette dem heri. Det falder bort af sig selv. Fremskynd aldrig Talen kunstigt, det sinker og forkvakler den blot. Gør Ordforraadet saa lille som muligt, giv Barnet ikke flere Ord end det har Forestillinger. Landbørn er i den Henseende bedre stillede end Bybørn. Ogsaa i Retning af at tale højt og tydeligt. Megen Udenadslæren er til Skade for Talen, fordi Tungen stammer, naar Hukommelsen vakler. Stemmen har tre Former: Talestemme, Sangstemme og Lidenskabens Stemme. Den sidste er Barnet ikke udviklet nok til at bruge paa rette Maade. Derfor maa det kun lære at tale tydeligt og med den rette grammatiske og prosodiske Betoning, hverken for sagte eller for højt, men ikke at deklamere Stykker af Tragedier og Komedier. Det samme gælder om Sangen. Den teatralske Musik hører ikke Barnealderen til. For at forstaa Musikken maa man ogsaa kunne frembringe den. Lad Barnet selv sætte simple Takter sammen. For at danne Stemmen og Øret bør Sangen bestandig været ledsaget af Spil.
Idet Legemet styrkes og Sanserne skærpes, lægges Grunden til Barnets moralske Liv. Al Ondskab har sit Udspring af Svaghed. Gør Mennesket stærkt, saa vil det samtidig blive godt! Naturens første Bevægelser er altid rigtige. Per findes ingen oprindelig Vranghed i Menneskehjertet. Enhver Fejl maa kunne føres tilbage til sin bestemte Aarsag. Børns Nykker er aldrig Naturens, men altid kun en slet Opdragelses Værk.