ROUSSEAU
63
Glem dog ikke, at Børn er Børn. Friheden er det højeste Gode, Brugen af den den højeste Lykke — for den, der kan begrænse sig og være sig selv nok. Den eneste, der handler efter sin Vilje, er den, der ikke derfor behøver at sætte andres Arme paa Enden af sine. Men kun den vise forstaar sin Plads og at blive paa den. Barnet, som ikke kender sin, vilde ikke paa egen Haand kunne holde sig paa den. Derfor har Naturen givet det Forældre. De skal holde det indenfor de rette Grænser, saa det hverken bliver Dyr eller Mand, men Barn. Det skal føle sin Svaghed, men ikke lide derunder. Det skal være afhængigt, men ikke adlyde. Det skal bede og ikke befale. Kun af Hensyn til dets eget Tarv er det andre undergivet. Ingen, ikke engang dets Fader, har Ret til at befale det noget, som ikke i nogen Henseende er til Gavn for det. Skal Barnet paa én Gang føle sig afhængigt og dog ikke • kende noget til Befaling eller Adlyden, maa det aldrig stilles overfor Viljens, men bestandig overfor upersonlige Genstandes Modstand. Saa megen virkelig Frihed og saa lidt Herredømme som muligt, det er Hovedsagen; saa meget som muligt gjort af dem selv, saa lidt som muligt fordret af andre. Overflødig Hjælp er Begyndelsen til Herskesyge. Af lignende Hensyn skal man bære det lille Barn hen til Tingen, det attraar, ikke bringe Tingen hen til Barnet.
Før Fornuftens Alder kan der ikke være Tale om moralske eller umoralske Handlinger. Børns Ødelæggelseslyst er saaledes kun en Følge af deres overstrømmende Virksomhedsdrift. Derfor skal man ikke forbyde Børn at gøre nogen Fortræd, men forhindre dem deri. Fysiske Hindringer eller Handlingernes egne Følger skal sætte Skranke for deres Vilje. Børn skal