ROUSSEAU
65
bevist. Hvad der vilde gøre Indtryk paa det, var de Trusler eller den Lokkemad, man knyttede til Sagen. Tanken om Pligt ligger ikke for dets Alder, og derfor vil intet Menneske i Verden faa det til at forstaa den. Naar man tror at have overbevist, vil wan kun have skræmmet og kedet eller lokket. Man lærer Børn at blive skjulte og falske for Lønnens Skyld og stedse at have en skrømtet Bevæggrund paa rede Haand.
Nødvendigheden skal være Barnets eneste Opdrager, eller staa som saadan for dets Bevidsthed. Tingenes Nødvendighed. Man kan være vis paa, at det vil opfatte enhver Vilje, der strider mod dets egen og som det ikke indser Grunden til, som et Lune. Derfor skal man ikke gøre Fordring paa Myndighed overfor et Barn. I sin egen Svaghed skal det se Grunden til den stærkeres Overlegenhed. Indrøm eller forbyd straks og ubetinget, og lad et Nej staa urokkelig fast. Den sletteste Opdragelse er den, der stadig svajer frem og tilbage mellem Barnets Vilje og din Vilje under stadig Strid om Overherredømmet. Tusind Gange hellere maatte det altid faa sin Vilje.
Kappelyst, Skinsyge, Misundelse, Forfængelighed, Havesyge, Frygt, alle de farligste Lidenskaber, har man gjort til Sporer for Barnet. For at bibringe det forhastede Lærdomme og Kundskaber har man hver Gang givet det en Last i Tilgift. Faar Barnet Lov til at udvikle sig i Frihed, vil det ikke blive fristet til den Tøjlesløshed, Tvang ægger til og afløses af. Man skal lade Barndommen modnes i Barnet. Og da hvert Væsen kræver sin Maade at ledes paa, maa man længe udspejde Naturen og iagttage Barnet, inden man siger det det første Ord. Hvad der tabes i Tid herved, indvindes senere med Renter. Lad Barnets Naiviteter
H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. g