66
ROUSSEAU
aldrig blive omtalte i dets egen Nærværelse. En uforsigtig Latter kan gøre Skade for hele Livet.
Et Menneskes eneste medfødte Lidenskab er Kærligheden til sig selv. I og for sig er den god og nyttig. Den maa blot ikke ledes i nogen gal Retning. Retfærdighedsfølelsen maa til at begynde med bygges paa det, der skyldes Barnet, ikke paa det, det selv skylder andre. Dets Ret er noget, det bedre forstaar end dets Pligt. Den første Forestilling, man bør give det, er ikke saa meget om Frihed som om Ejendom. Ejendomsrettens Oprindelse maa anskueliggøres for det. Den, der selv er svag og trænger til en andens Hjælp og stedse mærker dennes Velvilje, har ingen naturlig Anledning til at føre ham bag Lyset. I en Opdragelse, hvor ingen Lydighedslov avler Løgnen, vil denne slet ikke opstaa. Et Barn er hildet i Øjeblikket, véd slet ikke, hvad det er at love noget med Hensyn til Fremtiden, og kan for saa vidt ikke lyve paa det Omraade. En anden Sag er det, naar det bryder et Løfte, det har aflagt. Det véd nemlig meget .godt, at det har aflagt det. Men det evner ikke at forstaa Betydningen af at holde sit Løfte. Man skal derfor ikke lade det loye noget. Børns Løgn bliver altid Opdragerens Værk. Jo mere uafhængigt deres Liv bliver af andres Vilje og Domme, des mindre Interesse har de i at lyve. Men naar nu engang Afhængigheden indtræder? Saa har det modne Menneske sin Fornuft til Forbundsfælle. I Almindelighed bringer man for at synes at prædike Dyd Børn til at elske alle Laster. Vil man gøre dem fromme, slæber man dem i Kirke og lader dem kede sig der. Vil man gøre dem barmhjertige, lader man dem give Almisser, som om man selv forsmaaede det, og uden at Børnene har nogen Forstand paa Værdien