68
ROUSSEAU
maa først og fremmest have Sandheden bar og nøgen. Dækker man den med et Slør, bliver de hængende i Sløret. Selv en Fabel som den om Ræven og Ravnen indeholder en Mængde uløste Gaader for et Barn, end-ogsaa i rent sproglig Henseende. Læsningen er Barndommens Svøbe og dog næsten det eneste, man lader den sysle med. Hvad der fra først af er en nyttig og behagelig Kunst, at kunne meddele fraværende sine Tanker, har man ved utidig Tvang dertil gjort til en Pine for Børn. Man har fundet paa et Utal af kunstige Midler til at lære Børnene Bogstaver. Giv dem blot Sans og Interesse derfor, saa er alle disse Midler overflødige. Før ikke Barnets Aand ud i det fjerne, til andre Steder, andre Klimaer, andre Aarhundreder, til Jordens eller endog Himlens Yderkanter. Saml den om det selv og hvad der umiddelbart vedrører det.
Det første Afsnit af Barnets Liv naar, til det kan tale. Ved det 12—13de Aar afløses det andet af det tredje. Dets Kræfter udvikler sig nu stærkere end dets Drifter. Dette Mellemafsnit af dets Liv er forholdsvis det stærkeste, fordi dets Evner her er større end dets Ønsker. Nu skal det samle Forraad for Fremtiden. Og dette skal gemmes i Armen, i Hovedet. Nu skal der arbejdes, undervises, studeres. Men forsigtig! Husk paa, at Vildfarelse er værre end Uvidenhed. Videbegærligheden er i Overgangsalderen Barnets Drivfjeder. Men den maa ledes rigtigt. Den er noget andet end Lysten til at synes lærd. Gør Barnet opmærksomt paa Naturfænomenerne, saa gør du det videbegærligt. Aldrig skynde paa med Tilfredsstillelsen af Videbegærligheden. Barnet skal intet vide, fordi det er fortalt det, men kun fordi det selv har forstaaet det. Det skal ikke lære Videnskaben, men opfinde den. Sætter man nogen