72
ROUSSEAU
Øjekast, en uvilkaarlig Gestus nok til at sige dem alt hvad man vil fortie for dem. Tjenestefolk, i hvis Interesse det ligger at gøre sig lækre for dem, gør dem tit vidende paa Bekostning af deres gode Sæder.-
Den første Følelse, en omhyggelig opdragen Yngling er modtagelig for, er ikke Kærlighed, men Venskab. Det første, hans spirende Indbildningskraft lærer ham, er, at han har Ligemænd. Slægten drager ham til sig før Kønnet. Det er Tiden til at saa Menneskekærlighedens første Sædekorn i hans Hjerte. Ungdommen er ikke Hadets eller Hævnens Alder, den er Medlidenhedens, Mildhedens, Ædelmodighedens Tid. Det fuldkomne Væsen er sig selv nok og lykkeligt i sin Ensomhed. Men hvilket endeligt, ufuldkomment Væsen kan i den Grad være sig selv nok, at det ikke trænger til nogen at elske for at være lykkeligt? Derfor knytter Ulykken Menneskene nærmere sammen end Lykken. Medlidenheden er en Nydelse, fordi man, idet man i Indbildningskraften sætter sig i den ulykkeliges Sted, samtidig føler sig glad ved ikke at være der. Misundelsen er bitter, fordi man føler, at det kun er i Indbildningskraften, man oplever den misundtes Lykke. Lad derfor det unge Menneske blive opdraget ved Synet af andres Lidelse, som Barnet ingen Sans kan eller skal have for. Hvis det i Almindelighed er vanskeligt at træffe det rette Tidspunkt for Paavirkning i denne Henseende, er det, fordi man allerede i Barndommen vænner Folk til et løgnagtigt Følelsens og Deltagelsens Sprog. Tre Sætninger viser Vej paa dette Omraade af Opdragelsen: Et Menneske sætter sig ikke i deres Sted, som er lykkeligere, men kun i deres, som er mere at beklage end det selv. Man beklager aldrig hos andre de Ulykker, man ikke selv tror sig udsat for; derfor