ROUSSEAU
73
maa man udstyre det unge Menneskes Indbildningskraft med Billeder af de Farer, ethvert Menneske er udsat for. Den Medlidenhed, man nærer for nogen, maales ikke efter Ulykkens Størrelse, men efter ens Følelse for den ulykkelige; derfor maa man lære Ynglingen at elske alle og genfinde sig selv i alle. Dette er Aanden i Menneskekærlighedsopdragelsen. Enkeltheder vilde være unyttige, fordi Karaktererne netop nu begynde at dele sig næsten i det uendelige. Den sande Opdrager vil dog kunne forudse og lede Udviklingen, fordi den unge endnu ikke har lært Forstillelse, men frit røber sine Indtryk. Selve Ansigtstrækkenes Udtryk vil have Betydning. Fysiognomiet antager lidt efter lidt umærkelig Præget af de Lidenskaber, et Menneske sættes i Bevægelse af. Lad unge Mennesker i den kritiske Alder være Vidne til Skuespil, der holder igen paa dem, og ikke til saadanne, der ophidser dem. Fjern dem fra de store Byer, hvor Kvinders Pynt og Paatrængenhed ægger dem før Tiden. Drager Smagen for Kunst dem til Byerne, saa lad selve denne Smag være deres Værn mod Lidenskaberne. Men husk paa, at Synet af Lidelsen lige saa lidt maa blive dem til Vane. Man skal ikke gøre Sygeplejere eller barmhjertige Søstre ud af dem. Ved stadig at se Lidelser og Død er det, Præster og Læger bliver følesløse. Langt fra at være nogen Hindring for Opdragelsen forhøjer og fuldkommengør Ungdommenslid dennetop. Nu da Ynglingen begynder at føle, hvad det er at elske, ser han en Vens Kærlighed i den Iver, hvormed Opdrageren stadig sysselsætter sig med ham. Men forlange Taknemmelighed maa man aldrig; kun fra sig selv modtager Hjertet sine Love.
Er Indtrykket af Ligheden mellem Mennesker slaaet