74
ROUSSEAU
fast, gælder det om at fremdrage den naturlige og den borgerlige Ulighed. Samfundet maa studeres ved Hjælp af Menneskene, Menneskene ved Hjælp af Samfundet. Politik og Moral kan ikke skilles. Det er Menneskene selv, ikke deres Maske, Ynglingen skal lære at kende. Derfor maa man male dem for ham saaledes som de er. Men saaledes, at han ikke kommer til at hade dem, men til at beklage dem, til ikke at ville være som de. Derfor maa han mere lære dem at kende ved andres end ved egne Erfaringer. Kommer hans egne Interesser med i Spillet, vækkes Lidenskaben let. Gør man ham for tidlig til Iagttager, bliver han satirisk og skumlende, taber Medfølelsen og trækkes til sidst med ind i Hvirvlen. Vil man oplyse ham ved Hjælp af abstrakte Principper og med ét flytte ham fra Sansegenstande til intellektuelle Forhold, kommer man over i en Metafysik, han ikke magter.
Begge Dele undgaas ved Historiens Hjælp. Her læser han i Hjerterne uden filosofiske Forelæsninger og er simpel, lidenskabsløs Tilskuer, hverken medskyldig eller Anklager. Det har sine Vanskeligheder med Historien. Den skildrer Menneskene mere fra deres slette end fra deres gode Sider. Den overspringer jo den stille, lydløse Udvikling i Folkene og holder sig til Strids- og Opløsningstiderne. Dernæst er det ikke Sandheden selv, den byder os, men Sandheden afspejlet i en Forfatters Hjerne. Selve Kritikken er kun Gættekunst, den Kunst af flere Usandheder at vælge den sandsynligste. For en ung Mand er de Historikere de værste, som ikke blot fortæller, men ogsaa dømmer. Det skulde overlades til Læseren; han skal jo ikke vænnes til at se med andres Øjne. De nyere Historieskrivere har ikke den Betydning som de gamle, fordi