Haandbog I Læren Om Elektricitet Og Magnetisme

Sverig, ere sandsynlig frémstaaede ved Lynets eller Luftelektricitetens Indvirken paa Ertsen. — Kunstige Magneter dannes af Støbejærn eller Staal, der ene ere i Stand ti] at bevare den dem meddelte Magne- tisme, hvad der derimod ikke er Tilfældet med det bløde Jærn. En lille, tynd Staalmagnet benævnes ofte Magnetnaal. 22. Magnetnaalen. 1 en Magnet tindes i det mindste to Punkter, hvori Magnetkraften viser sig stærkest, og disse kaldes dens Poler; den ene Pol, der, naar Magneten op- hænges frit i sit Tyngdepunkt, paa Grund af Jordens magnetiske Tilstand viser mod Nord og bøjer sig nedad, kaldes Nordpolen, medens den anden, der viser mod Syd, kaldes Sydpolen. Begge Poler til- trække og tiltrækkes af umagnetisk Jærn, men en Magnets Nordpol tiltrækker kun en anden Magnets Sydpol, medens den frastøder dens Nordpol. Mellem begge Poler findes et Ligevægtsrum, hvori Magneten ikke viser nogen Tiltrækning. Magnetnaalens Stilling paa ethvert Sted af Jorden er bestemt saavel ved dens Deklinations vinkel — den Vinkel, som den lodrette Plan gjennem Naalens magnetiske Axe danner med Stedets Meridianplan, hvilken er den Plan, der gaar igjennem Stedet og Jordens Axe — som ved dens Inklinations vinkel, den Vinkel, som den danner med Stedets vandrette Plan; disse Vinkler ere underkastede daglige og aarlige Forandringer, men kunne for Tiden sættes til hen- holdsvis c. 11° 18' Vest og c. 68° 50'.