Haandbog I Læren Om Elektricitet Og Magnetisme

33 Et Par med hinanden forbundne lige stærke Magnetnaale, der ere stillede saaledes, at deres ens- artede Poler vende til modsatte Sider, danne en Dobbeltnaal eller en astatisk Naal, der først blev anvendt af Nobi li. Jordmagnetismen vil frastøde den ene Naals Sydende lige saa meget, som den tiltrækker den andens Nordende, saa at Dobbeltnaalen bliver i Ro i en hvilken som helst Stilling, hvis den er fuld- kommen astatisk og Naalene ligge i samme Plan. De Punkter i Magneten, der udøve den største Tiltrækning paa umagnetisk Jærn, eller Magnetens Poler, ligge i nogen Afstand ira Magnetens Ender; de ligge saaledes ved tynde, 7—8" lange Magneter, magnetiserede paa sædvanlig Maade, i en Afstand fra Enderne af 1/s af Magnetens Længde. Naar en Magnet brydes i flere Stykker, er et- hvert Stykke en selvstændig Magnet med to Poler. En Magnetnaal kan kun optage i sig en vis Mængde af Magnetisme; en Naaletelegrafs Magnet er saaledes i Reglen mættet med Magnetisme, naar den kan bære et Jærn af samme Vægt, som den selv med Axe vejer. Magneter, der ligge i vilkaarlige Retninger, blive let af magnetiserede af Jorden, hvis de ikke forsynes med Ankre, saaledes som f. Ex. vist i Fig. 15. De magnetiske Kræfter i to vandrette ens- dannede Naale forholde sig omvendt som Kvadraterne af de Tider, hvori Naalen under Indflydelse af Jord- magnetismen udfører et vist Antal Svingninger; den Naal, der saaledes gjør 20 Svingninger i 5 Sekunder, er 4 Gange saa stærk en Magnet som den, der gjør det samme Antal Svingninger i 10 Sekunder. 3