Husbygning

12 efterfølgende. Magert Ler (med meget Sand) giver mere porøse og skørere Sten; men naar de ere vel brændte, staa de sig ofte særdeles godt overfor Vejrligets Indflydelse, og de give lune Mure. Ofte æltes Leret sammen med Sand for at det skal blive magrere, eller forskellige Lersorter sammenæltes, og naar da Blandingen ikke er bleven fuldstændig, viser det sig ved, at man i den brændte Sten kan se Klumper, som ere ufuldstændigt forbundne med det Øvrige, ellei at den har „Struktur£‘, d. e. Ringe eller Aarer paa Sidefladerne; en saadan Mangel paa Ensartethed i Massen forringer Styrken og gør at Stenene lettere springe i Ild. Efter Fremgangsmaaden ved Formningen skelner man imellem haandformede Sten, Klapsten, Maskinsten og pressede Sten; men med Hensyn til Anvendelsen kommer det mindre an paa Formningsmaaden end paa Resultatet af Bearbejdelsen. Mursten kunne være mer eller mindre stærkt brændte. Vel gjemiembrændte eller helbrændte Sten kendes paa Styrken og paa Klangen, hvorved dog er at bemærke, at de magre Sten have en mattere Klang end de fede, lige- som de jo ogsaa ere mindre haarde. Endvidere maa en Sten, for at være godt gennembrændt, vise en ensartet Farve i Bruddet. Ufuldstændigt brændte eller halvbrændte Sten kunne kun anvendes i det Indre af Bygninger, paa Steder, h\or do ikke udsættes for Fugtighed eller store Tryk. Sten, som skulle være meget stærkt brændte, haardbrændte, maa være formede af en Lerart, som taaler en høj Temperatur uden at smelte. De stærkest brændte Sten benævnes Klinker; de ere brændte indtil Sintring og derfor meget haarde og kun lidet porøse; de anvendes paa fugtige Steder eller hvor der kræves en særlig stor Styrke; som oftest ere de noget mindre end almindelige Mursten. Farven af Mursten har kun Betydning naar de skulle staa blotte i de ydre Murflader; de almindelige Farver ere den gule og den røde i forskellige Nuancer. Naar Stenenes Overflade bliver skjult, kunne de gerne være „flammede“, d. e. uensartede eller spettede i Farven.