Kemien I Menneskets Tjeneste

DEN NYERE TID 95 og som flød oven paa Vand (S. 38). Der var dem, der mente, at kun disse to Stoffer var sande Elementer, alt andet maatte være kemiske Forbindelser. Man maatte nu kunne vente Vidundere af enhver Slags, naar blot Stofferne behandledes paa rette Maade. Vejen, man skulde fremad, var givet; man maatte virke med den elektriske Strøm, der selv var lige saa ny og vid- underlig som de Undere, den frembragte. Der var aabenbart lige saa mange Forventninger og Fantasier dengang som i de senere Aar ved Opdagelsen af Røntgenstraaler og Radium. De to nye Grundstoffer kaldte Davy Potassium (af Potaske) og So- dium (af Soda), hvilke to Navne for Kalium og Natrium endnu benyttes af Englændere og Franskmænd. For Davy lykkedes det dog kun at fremstille ringe Mængder af fast Natrium, og Kalium fik han kun i flydende Tilstand. Derimod tog to franske Kemikere Gay-Lussac (1778 — 1850) og Thénard (1777 —1857) straks fat paa samme Opgave, og de fremstillede langt større Mængder af de to Metaller ved at reducere Hydroxyderne med Jern. De samme Forskere fandt ogsaa, at Fosfor og Svovl maatte være Grundstoffer; tidligere mente man, at det var Iltforbindelser. Efter Lavoisiers Teori var Ilt det syredannende Stof, og alle Syrer maatte indeholde Ilt. Følgelig maatte ogsaa Saltsyre (Brintklorid) være en Iltforbindelse. Gay-Lussac og Thénard opstillede en fuldstændig Teori herfor: Saltsyre er en Forbindelse af et ubekendt Stof „Muriaticum" med Ilt og Vand; Klor er vandfri Saltsyre med mere Ilt eller ogsaa almindelig Saltsyre med mindre Brint; naar Klor forener sig med Brint, maa der altsaa dannes Saltsyre. Ganske vist kunde de to Kemikere ikke fremstille Ilt af Brintklorid; selv naar de ledede Luftarten hen over glødende Kul, skete der ingen Forandring med den. De udtalte derfor, at man egentlig ogsaa godt kunde anse Klor for et Grundstof, men de foretrak den første Forklaring, da de derved var i Overensstemmelse med den store Mester Lavoisiers Syreteori. Davy var derimod kommen til det Resultat, at Klor maatte være iltfrit. Da nu Jod blev opdaget, og man her fandt et Stof, der i kemisk Hen- seende paafaldende lignede Klor og ligeledes forbandt sig med Brint til en Syre, gik Gay-Lussac over til Davys Anskuelse. Den Mening begyndte nu at trænge igennem, at der maatte findes iltfri Syrer, skøndt Berzelius, Datidens største kemiske Autoritet, holdt igen, idet han hævdede, at Teorien med „Muriaticum“ gjorde Sagen ganske anderledes simpel; Saltsyre var da i Overensstemmelse med den almindelige Syreteori, medens man ellers maatte give dette Stof en særlig Plads i Systemet, skøndt det havde stor Lighed med de andre Syrer. Selv Berzelius maatte give efter og gaa med til at anerkende Klor for at være et Grundstof. Der er dog ingen af Kemi- kerne, der gaar med til at anse Brint for syredannende Stof. Man mener, at i de fleste Syrer er der Ilt, og det er Ilten, som er det syredannende Stof;