Kemien I Menneskets Tjeneste

198 SPRÆNGSTOFFER se af en Bog, som fremkom omkring Aar 1200. Bogen er forfattet af en Mand ved Navn Marcus Græcus og havde den frygtindgydende Titel: „Bogen, der handler om Ild, hvormed man kan opbrænde Fjender". I denne Bog anbefales en Blanding af 11 pCt. Svovl, 22 pCt. Kul og 67 pCt. Salpeter. Den næste store Opdagelse, der var at gøre med Hensyn til Krudtet, var Opdagelsen af den voldsomme Kraft, der udvikles, naar Krudtet bræn- der. Hvornaar denne Opdagelse er sket, og hvem der har været Opdageren, ved vi heller ikke noget om. Kun ved vi, at man 1326 i Firenze støbte Me- talkanoner; disse blev ladet med Jernkugler, der slyngedes ud ved Hjælp ar eksploderende Krudt. Mulig har allerede Araberne benyttet Krudtet til at kaste Sten mod Fjenderne. 1372 skal Augsburgerne første Gang have be- nyttet Ildbøsser. Udviklingen gik langsomt, ikke med Nutidens Fart. I Slut- ningen af det 15de Aarh. var man endnu ikke kommen ret vidt i Bøssetek- nikken; Skytterne opstilledes i 37 Rækker, og naar den forreste Række havde affyret Bøsserne, løb de tilbage, stillede sig op bag ved de andre Rækker og gav sig i Færd med at lade Bøsserne; dette tog netop saa lang Tid, at de lige kunde blive færdige til at skyde anden Gang, naar de næste 36 Rækker efter hinanden havde affyret deres Geværer. Endnu havde man kun tænkt paa at anvende Krudtet til Skydning. Som Sprængstof blev det først benyttet i det 17de Aarh. Ved Opvarmningen af Bjergarterne i Minerne fremkom der stærk Røg, som i lang Tid blev staaende i Minen. 1622 brugte man Krudt til ved Eksplosion at fordrive Røgen. Den første virkelige Sprængning med Krudt foretog Tyroleren Kaspar Weindl den 8. Febr. 1627. Krudtets Historie strækker sig over et langt Tidsrum; man har haft god Tid til at gøre Forsøg og indhøste Erfaringer i enhver Henseende, og der er næppe Tvivl om, at man er naaet saa langt, som der kan naas, i Retning af at skaffe sig de hensigtsmæssigste Raastoffer og behandle dem paa den bedste Maade. Krudtet er, som vi har set S. 46, en Blanding af Salpeter, Svovl og Trækul. Forbrændingen kan indledes ved Antændelse med en Lunte eller med en Flamme; derimod er Krudtet i Modsætning til andre Sprængstoffer meget bestandigt over for Stød og Slag. Naar Krudtet brænder, afgiver Sal- peteret den fornødne Ilt. Ved Forbrændingen dannes 43 pCt. luftformige Stoffer og 57 pCt. faste Stoffer; de luftformige Stoffer er navnlig Kultveilte, Kulilte og Kvælstof; de faste Stoffer er forskellige Kaliumsalte. Det er de faste Stoffer, der danner den tunge Krudtrøg. Den eksplosive Virkning af Krudtet ligger i den store Luftudvikling. 1 Kubikcentimeter Krudt giver 280 Kubikcentimeter Luft; denne vældige Luft- mængde faar endnu større Rumfang paa Grund af Ophedningen ved Eksplo-